Et projekt færdigt
I weekenden blev vi endelig færdige med vores nye soveværelse. Det eneste vi mangler, er de nye madrasser og topmadras fra Jysk, som skal komme d. 23. juli. Netop som min mand kom hjem fra Holstebro i dag, fik han besked om, at de nu er klar til afhentning. Det er så typisk.
I soveværelset har vi valgt at sætte akustikpaneler op ved hovedgærdet, og så er der lagt lys ind i dem. Det er simpelthen bare så smart, bare man husker at sætte sencoren i en passende højde, så det ikke slukker og tænder, hver gang du bevæger dig lidt. Det fik Claus heldigvis fikset ret hurtigt.
Næste projekt er vores nye kontor, og jeg glæder mig i den grad til at få et rigtigt kontor igen. Pt. sidder jeg ved spisebordet med mapper og papirer spredt ud over det hele. Det bliver fantastisk, at få et rigtigt kontor igen, med plads til alle tingene. Så snart vores nye kontor er på plads, begynder Claus at rive hans gamle kontor ned. Det rum skal nemlig fjernes helt, så vi får en større stue.
Derefter mangler vi “kun”, at tømrerne bliver færdige med at lægge nyt tag på udbygningerne, at solcellerne bliver installeret og at alle håndværkerne derefter bliver færdige med at lave loft til kip i stuen, indsætte nyt gavlvindue, få lagt gulv, malet og så kan vi flytte alt på plads igen. Jeg håber, at vi er færdige inden december, så vi kan få en rolig julemåned.
Med vores hektiske skemaer, arbejde, træning, bueskydning, hundetræning og byggeprojekter, er der ofte brug for, at vi får nem mad, der kan passe sig selv. Og der er slowcookeren genial. Det handler blot om at smide maden i den og sætte den i gang, så det passer med, at den er færdig, når vi er klar til at spise. Og lad os være ærlige, pt. er det jo alligevel ikke vejr til at grille og hygge sig i haven.