Forberedelser

Forberedelser

Arbejdet er i fuld gang her på gården.

I efteråret rev vi min køkkenhave ned, jævnede det hele med jorden. Claus har arbejdet hårdt på at få gravet vandrør ned og sat nye vandhaner op og jævnet jorden ud. Sidste weekend fik vi lagt ukrudsdug ud på hele området, hvor min køkkenhave skal bygges op på ny og nu er det ved tiden, at vi begynder at bygge op igen.

Køkkenhaven laves om til 10 højbede af forskellige længder. Det længste bliver 14 meter og de korteste bliver 5 meter. Vi har også fået købt det sidste cortenstål hjem, så jeg kan få mine blomsterbede ryddet op og afgrænset på en pæn og holdbar måde. I stuen er der fuld gang i forspiringen af peberfrugter, tomater, agurker, asier, krydderurter og meget andet. Bierne skal flyttes ned i frugthaven vi anlagde sidste år. Og hønsene er begyndt at lægge godt med æg, så i starten af april sætter vi gang i første udrugning. Der skal jo produceres kød til vinteren igen.
Vagtlerne er så småt begyndt at lægge æg, så nu venter vi bare på kalkunerne. Ja, jeg har selvfølgelig tænkt mig at prøve at udruge både vagtler og kalkuner igen i år. Jo mere forskelligt kød, vi kan lægge i fryseren jo bedre.

Lige nu sidder jeg og venter på, om ikke solen har tænkt sig at komme lidt frem i dag, så jeg kan komme ud og begynde arbejdet i haven. Det klør lidt i fingrene.

I dag skal vi se på en kylling i slowcookeren. Det er ved at være noget tid siden, at vi sidst fik kylling i cola, så jeg tror den kommer på madplanen til i morgen.

Kylling i cola