Ingredienser:

  • Agurker
  • 1 l. eddike
  • ½ l. vand
  • 2 spsk. sukker
  • 1¾ dl. salt
  • 1 tsk. gurkemeje
  • Hele, tørrede chili
  • Hvidløg
  • Hele peberkorn
  • Chiliflager
  • Frisk dild
  • 1 spsk. syltekrydderier

Sådan gør du:

  • Start med at hælde ½ tsk. grofthakket hvidløg, 4 tørrede chili, 5-10 peberkorn og ½ tsk. chiliflager i hvert glas
  • Skær agurkerne i den tykkelse der passer dig og kom dem ned i glassene
  • I en stor gryde kommer du eddike og vand i kog
  • Tilføj sukker, salt og gurkemeje
  • Til sidst tilføjer du 6 stængler dild og syltekrydderierne
  • Når det hele er kogt op, tager dy gryden af kog, tilføjer atamon og hælder derefter lagen over agurkerne
  • Luk glassene tæt og lad dem gerne stå i mindst 2 uger, før du begynder at bruge af dem. Og vær forsigtig, de kan være noget spicy.

Jeg har jo en tendens til at få plantet alt for mange agurker i mit drivhus hvert forår, hvilket altid resulterer i adskillige store portioner agurker i løbet af sommeren. Og så er gode råd jo dyre, det handler jo om at få afprøvet så mange forskellige opskrifter som muligt, så der er lidt at vælge imellem. Der skal altid være svigermors agurkesalat og relish og bedstemors agurkesalat. Men det er også sundt at prøve noget nyt. F.eks. har jeg forsøgt mig med dild pickles, dem var der vist ingen, der var særligt vilde med. Den her opskrift derimod, det er en der deler vandene. Enten er den lidt ligegyldig eller også er den god stærk. Det er vist en smagssag.

Til lagen skal du bruge eddike, salt, sukker, gurkemeje og vand.

Du skal også bruge dild og syltekrydderier. Læg mærke til, at vi går ind for madspild. Det er fra min mor, når der er noget de ikke længere kan sælge i butikken, hvor hun arbejder, så køber hun det med hjem til mig.

Du skal også bruge hele, tørrede chili, hvidløg, chiliflader og peberkorn.

Og naturligvis agurker. Som du kan se, så var det en god høst i mit drivhus den dag.

Start med at finde dine glas frem og kom 4 hele chili og 5-10 peberkorn i hvert gals.

Hak dit hvidløg lidt groft.

Og kom så ½ tsk. hvidløg i hvert glas.

Og lige for det lille ekstra kick, så smider vi også ½ tsk. chiliflager i hvert glas. Du kan jo selv justere på styrken i de her agurker, så prøv dig frem.

Så tager vi agurkerne og skærer dem i så tynde eller tykke skiver, som det nu passer os. I dag blev mine tykke. Mest fordi jeg så er helt sikker på, ikke at komme til at forveksle dem med de andre syltede agurker jeg har.

Kom alle agurkerne ned i glassene.

Så sætter vi lagen i gang. I en stor gryde tager du vand og eddike og varmer op. Samtidig tilføjer du salt.

Husk også sukkeret. Det er ikke en voldsomt sød opskrift den her, så er du advaret.

Vi tager også gurkemejen med i lagen nu. Jeg tænker den mest er for at give lidt farve til agurkerne.

En god stor skefuld blandede syltekrydderier.

Og til sidst de friske kviste dild.

Når det hele er godt kogt op, tager du gryden af varmen og tilføjer atamon.

Og så hældes lagen ellers over agurkerne. Tør kanten af og luk glassene mens lagen stadig er rygende varm.

Vi lader agurkerne stå og trække i mindst 2 uger, inden vi åbner og prøvesmager. Der var stor forskel i min familie på hvorvidt man kunne lide dem eller ej, om man syntes de var for stærke eller ej. Så de her agurker er en smagssag. Og igen, du bestemmer selv styrken.