Ingredienser:

  • 1½ kg. tomater
  • 5-6 fed hvidløg
  • Olivenolie, ca. ½ dl.
  • Salt og peber

Sådan gør du:

  • Vask tomaterne. De store skal skæres i halve eller kvarte, de små lader du være.
  • Kom tomaterne på en bageplade med bagepapir. De skal lægges så skindsiden vender ned.
  • Pil hvidløg og fordel dem mellem tomaterne.
  • Hæld olivenolie ud over og drys rigeligt med salt og peber.
  • Sæt dem i ovnen i 30 minutter ved 220 grader.
  • Brug en hulske til at skovle tomaterne op i en foodprocessor og blend dem.
  • Smag til med salt og peber.
  • Tilføj atamon og kom derefter tomatsaucen på rene, atamon-skyllede glas.
  • Stil dem mørkt og køligt, til de skal bruges.

Du kan undlade hvidløg. Du kan tilføje peberfrugter, halver dem, rens dem og læg dem med skindsiden op. Du kan tilføje løg, pil dem og skær dem i kvarte. Du kan tilføje dine egne chili, hvis du vil have et par glas med lidt mere varme. Mulighederne er mange her. Bare husk at notere på glasset, om det er med hvidløg, chili, løg, peberfrugter eller andet.


I vores fine store drivhus, har vi et væld af forskellige tomater. Claus og jeg elsker jo at få panzanella ca. en gang i ugen hen over sommeren, så derfor har vi 4 forskellige cherry tomater i alle mulige farver. Men vi har også helt almindelige store røde tomater. Og i år har mine tomatplanter virkelig givet den gas. Så meget, at vi har haft svært ved at følge med til at få dem spist.

Sidste år fik jeg lavet fire store glas tomatsauce og de var ekstra lækre til en god kødsovs, lasagne eller chicken parmigiana. Så det bliver mange af tomaterne også brugt til i år. Jeg fandt den her nemme opskrift, som er lige til at tilpasse på alle mulige måder. Jeg kommer med lidt fif til sidst.

Vi starter med en masse tomater, olivenolie, salt og peber og hvidløg. Jeg brugte rub og stub hvad jeg havde i drivhuset af tomater, der var klar. Der er lige så mange igen om et par dage.

Gør bagepladerne klar med bagepapir, vask tomaterne og læg dem på bagepladerne. De støre tomater deles og lægges med åbning op.

De store tomater skærer jeg i kvarte og igen lægger dem med skindsiden ned.

Pil en god stak hvidløg og fordel dem blandt tomaterne.

Hæld olivenolie over, uden at de drukner i olivenolie og drys godt med salt og peber.

Det er jo ligefør jeg har lyst til bare at begynde at spise dem nu. Men det går ikke. Sæt dem i en 220 grader varm ovn i 30 minutter.

Tag pladerne ud af ovnen og gå straks videre med næste del af processen.

Find din foodprocessor frem, brug evt. en hulske til at skovle tomaterne fra bagepladen og direkte op i foodprocessoren. Og så skal der blendes løs.

Husk at smage til med salt og peber. Og husk, at det er varmt. Meget varmt. Jeg tilføjer atamon efter anvisning på flasken.

Find dine glas frem, husk at de skal være rene og skyllede i atamon. Og kom så tomatsaucen på glas.

Luk med det samme og stil dem mørkt og køligt, indtil de skal bruges. De er fantastiske og kan justeres efter lyst. Jeg har lavet tomatsaucer med hvidløg, med peberfrugter og med løg. Alle grøntsager, uanset hvad jeg har brugt, kommer med ind i ovnen sammen med tomaterne, så de bliver bagt med og får lidt farve.