Godt nytår og alt det der
Jeg ved godt, at for mange er d. 31. december en festdag. Der skal fyres krudt af, der skal springes bordbomber, alle skal pyntes og iklæde sig det fineste skrud, der skal serveres det fineste mad og naturligvis kransekage og nytårspølser. Sådan er det altså ikke helt i vores hjem. Hos os var det en fredag aften, næsten som alle andre. Jo, vi gjorde da lidt mere ud af maden, vi så naturligvis Dronningens nytårstale (og tak for at hun huskede veteranerne og deres familier), vi købte kransekage og vi holdt os vågne helt indtil midnat. Kransekagen fik vi ikke spist, og da klokken slog tolv, sad vi og røg en natsmøg og gjorde os klar til at gå i seng. Vi er simpelthen de kedeligste mennesker, at holde nytårsaften sammen med. Men det er faktisk helt okay, vi havde en ganske dejlig aften. Vi fik en lækker striploin med ovnkartofler, god sovs og asparges i bacon. Vi fik en fantastisk hindbær crisp til dessert. Og vi så nogle afsnit af en serie, vi lige nu er i gang med at kværne os igennem. Alle dyrene var ganske afslappede og det eneste oprydning vi stod op til i dag, var opvasken fra i går.
Mit år starter naturligvis med træning i eftermiddag. Jeg sidder og er i fuld gang med at planlægge playlisten og jeg glæder mig til at komme i gang med et nyt træningsår. I år, eller sidste år er det jo nu, har jeg givet mig selv en personlig træner i julegave. Jeg har brug for hjælp med at tabe mig og jeg har brug for hjælp til at blive stærkere og få styrket nogle problemområder jeg har, bl.a. min lænd og mine haser. Det glæder jeg mig til at komme i gang med, jeg har det første møde med ham på onsdag.
Derudover planlægger vi i år at få malet hønsehuset, gøre viktualierummet færdigt, få nyt køkken og slagte køer for første gang på gården her. Der er nok at se til.
Godt nytår til alle.