Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 15 minutter

Nok til: ca. 48 stk.


Ingredienser:

  • 125 g. blødt smør
  • 2 æggeblommer
  • 125 g. sukker
  • 75 g. mandler, fint hakket
  • Reven skal af 1 citron
  • 125 g. mel
  • 2 æggehvider
  • Til pynt:
  • Perlesukker
  • Mandelsplitter
  • Korender (kan fint udelades)

Sådan gør du:

  • Start med at røre smør, sukker og æggeblommer godt sammen
  • Tilføj derefter finthakkede mandler, citronskal og mel og rør det sammen
  • Tilføj så de to æggehvider og rør det hele grundigt sammen
  • Smør dejen tyndt ud på et stykke bagepapir og drys godt med perlesukker, mandelsplitter og muligvis også korender
  • Bages ved 180 grader i ca. 15 minutter
  • Skæres i mindre tern mens den stadig er varm
  • Pakkes i tætte kagedåser

Jeg har kastet mig over en af mine rigtig, rigtig gamle kogebøger, faktisk den næstældste jeg har; min Frk. Jensen fra 1912. Jeg startede ellers med min Frk. Jensen fra 1901, men jeg magtede ikke at skulle bruge en halv formiddag på at oversætte pægl, kvint og et mærkeligt tegn, jeg ikke kan finde på nettet, så jeg gik til 1912, hvor alle opskrifter er opgjort i både kvinter, pægler og “mærkeligt tegn” OG i gram, kilo og liter. Det kunne jeg bedre magte i dag.
Til gengæld ved jeg nu at:

1 “mærkeligt tegn” = 500 g.

1 kvint = 5 g.

1 pægl = 2,5 dl.

Så fra nu af bliver det lidt nemmere at afprøve opskrifter fra 1901. Men så bliver opskrifterne vist heller ikke meget ældre.

I dag går vi altså 106 år tilbage i tiden, hvilket måske forklarer hvorfor at disse brunsviger-kager på ingen måde ligner den brunsviger vi kender i dag.

Vi starter med – og nu citerer jeg – Et Hundrede og fem og tyve Gram (1/4 ) Margarine, 2 Æggeblommer, 125 Gr. (1/4 ) Melis, 75 Gr. (15 Kvint) stødte Mandler, reven Skal af en Citron samt 125 Gr. (1/4 ) Flormel og 2 Æggehvider.
Oversat skal du bruge smør, æggeblommer og æggehvider skilt, sukker, kværnede mandler, reven skal af 1 citron og mel.

Vi starter med at piske æggeblommer, sukker og smør godt sammen.

Dernæst tager du de kværnede mandler og hælder i. Jeg tog mine mandler og kørte løs med minihakkeren til det lignede groft mel.

Kom også citronskallen ned i skålen. Jeg rev min citronskal ned i en lille skål og klippede derefter løs ned i det, så det blev lidt finere.

Kom også melet i og rør det så let sammen igen.

Til sidst kommer du æggehviderne i og rører dejen godt sammen.

Det er en lidt sjov dej, det er ikke en dej, du kan rulle ud og udstikke figurer i.

Smør dejen ud på en bageplade med bagepapir. Dejen skal udsmøres tyndt, siger Frk. Jensen. Jeg tror min var 1-2 mm. tynd, det skulle jo da også være til at arbejde med.

Drys godt med perlesukker og mandelsplitter. Frk. Jensen anbefaler ituskårne mandler, sukker og korender. Det oversatte jeg til perlesukker og mandelsplitter, men desværre kunne jeg ikke finde korender. Når man bor så langt ude på landet, som vi gør, må man altså påregne enten at skulle køre noget længere for at få et større udbud, og ellers må man undvære. Så ingen korender på mine brunsviger-kager.

Der skal bare masser af sukker og mandelsplitter på, drys med rund hånd. Nu siger bogen så flg. om næste skridt: ”Er hurtigt bagt.” Det er lidt sjovt med de her ældre kogebøger, man skal gætte sig til mange ting. Så jeg gættede på 180 grader og tjekkede den for hvert 5. minut.

Efter 15 minutter så den sådan ud og jeg vurderede, at nu måtte det være nok.

Så skal kagen skæres ud i mindre tern, mens den stadig er varm. Vi må hellere gøre som Frk. Jensen siger.

Da kagerne var kølet helt af, blev de pakket i mine fine Disney jule-kagedåser. Claus smagte på kagerne, som han altid gør og ærgrede sig over, at jeg kun lavede en enkelt portion. Han har endda købt yderligere 400 g. mandler efterfølgende, så jeg tror han gerne ser, at jeg laver nogle flere portioner af de her kager. Det må lige vente, jeg har mange andre opskrifter jeg skal have afprøvet først. Men jeg konstaterer, at de her er godkendt.