Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 6-8 minutter

Nok til: ca. 70 stk.


Ingredienser:

  • 400 g. mel
  • 200 g. kokosmel
  • 400 g. blødt smør
  • 300 g. sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk. vaniljesukker

Sådan gør du:

  • Bland mel, sukker, kokosmel, blødt smør, æg og vaniljesukker i en skål. Dejen skal være meget blød
  • Kom dejen i en sprøjtepose med den store stjernetyl eller i kødhakkeren med stjerneplade. Lav dejstrimler på 8-10 cm. og form dem til ringe
  • Bag dem i ovnen ved 190 grader i 6-8 minutter, eller indtil de er gyldne
  • Pakkes i kagedåse, når de er kølet helt af

Juletiden betyder småkager og blandt dem findes nogle ret berømte kranse, nemlig ja, vaniljekranse. Men hvad med et alternativ, hvad med kokoskranse? En meget overset julesmåkage, som uden tvivl vil bringe lykke på kagebordet. Og så er de faktisk rigtig nemme at lave.

Du skal bruge noget mel, sukker, smør, vaniljesukker, æg og kokosmel.

Start med at komme 400 g. mel og 200 g. kokosmel ned i en skål.

Følg efter med 400 g. blødt smør, skåret i stykker og 300 g. sukker.

Slå et æg ud i skålen.

Kom til sidst 1 tsk. vaniljesukker ned i skålen. Og så er det bare ned i blandingen med begge hænder og mos det godt sammen, til du har en sammenhængende dej. Det er altså ikke nemt at tage billeder undervejs i den del af processen, når begge hænder er smurt ind i smør, mel, æg og kokos.

Men sådan ser dejen altså ud, når den er klar. Dejlig blød dej.

Kom dejen i en sprøjtepose med stor stjernetyl eller i kødhakkemaskinen med stjernepladen sat i.

Lav ca. 8-10 cm. lange stjernepølser.

Og form dem så til små kranse. De hænger nemt og fint sammen.

De bages i ovnen ved 190 grader i 6-8 minutter, eller indtil de er flotte og gyldne.

Så er der serveret kokoskranse.

Ser det ikke julelækkert ud og lige til at hygge sig med til en god julefilm. F.eks. Die Hard (JA DET ER EN JULEFILM!)