Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: Indtil chokoladen er størknet

Nok til: Kommer an på, hvor mange du laver


Ingredienser:

  • 150 g. smuttede mandler
  • 250 g. chokolade

Sådan gør du:

  • Smut dine mandler, tør dem godt og hak dem groft
  • Smelt chokoladen i en glas- eller metalskål over en gryde varmt vand
  • Hæld mandlerne ned i den smeltede chokolade og rør rundt, til alle mandler er dækket af chokolade
  • Sæt små klatter chokolademandler på en bageplade med bagepapir, pynt evt. med krymmel og lad dem stå til chokoladen er størknet
  • Pak dem i en lufttæt boks eller kagedåse og sæt dem køligt

Her har vi endnu engang en juleklassiker, der er alt for nem at lave. Den er faktisk så nem, at du kan sætte en 14-årig til at lave den. Hvilket jeg gjorde. Det er nu blevet en tradition, at jeg har en julebageweekend med en af mc-klubbens børn Bettina. Vi forbereder os i god tid, laver en lang liste af ting, vi gerne vil lave, laver indkøbslister og så sætter vi en hel weekend af til at bage juleguf sammen. Det kommer både min mand, Bettina’s familie og mc-klubben til gode, for nogen skal jo spise alt det vi laver. Og det bliver ikke mig. Især ikke dem her, for jeg kan simpelthen ikke se det fantastiske i mandler. Og jeg er for øvrigt også sikker på, at jeg er allergisk. Så det er bestemt ikke for min skyld, at vi laver disse fine mandeltoppe.

1

Start med at smutte 150 g. mandler og find 250 g. mørk chokolade frem. Hvis du ikke ved, hvordan du smutter mandler, så kan du købe dem smuttede, eller du kan tage en gryde vand, sætte det i kog, smide mandlerne i, tage gryden af varmen og lade dem stå i vandet. Efter lidt tid, kan du forsigtigt fiske dem op og klemme om den ene ende, så smutter automatisk ud af den brune ”hud”. Men pas på, det er nogle levende små bæster, når de smuttes.

2

Bettina gik i gang med at hakke vores mandler groft. De skal være helt tørre, inden du må putte dem i chokoladen.

3

Bettina har bare styr på det der hakkeri, hun fik hakket alle 150 g. uden at skære sig i fingrene en eneste gang. Jeg burde måske have kigget efter, hvordan hun gjorde.

4

Kom 250 g. chokolade i en glas- eller metalskål, sæt det over en gryde vand og lad vandet varme langsomt op. Din chokolade smelter fint, rør evt. i den med en gaffel undervejs.

5

Når alt chokolade er smeltet, hælder du mandlerne ned i skålen.

6

Rør godt rundt til alle mandler er dækket af chokolade.

7

Brug en ske til at komme små klatter chokolademandler på en bageplade med bagepapir. Pynt dem evt. med krymmel. Vi fandt nogle fine snefnug-krymler i mit bageskab, så dam satte Bettina fint på.

8

Lad dem stå til chokoladen er størknet og pak dem så i en lufttæt boks eller kagedåse. Sæt dem køligt og nyd dem med gæster eller for dig selv i løbet af december måned.

9

Ser de ikke gode ud, som de ligger der omkring Jesper Fårekylling? Jeg elsker mit Disney juleservice. Det giver december måned lidt ekstra hygge.