Forberedelse: 15 minutter

Trækketid: 12-24 timer

Nok til: 12 personer


Ingredienser:

  • 2 store bøtter hvide sild
  • ½ l. creme fraiche
  • 2½ tsk. sukker
  • 2½ tsk. sennep
  • 150 g. løg
  • 150 g. æble
  • Friskkværnet peber

Sådan gør du:

  • Start med at fiske sildene op af lagen og lad dem dryppe af i en si. Sørg for at få så lidt løg og peberkorn fra lagen med som muligt
  • Kom creme fraichen i en skål
  • Pil dit løg, halver det, del hver halvdel i kvarte inden du begynder at skære skiver. Ned i creme fraichen med løget
  • Skræl æblet, del det i 8 både og fjern kernehuset. Del hver båd på langs og skær dem i skiver. Ned i creme fraichen med æblet
  • Kom sukker, sennep og friskkværnet peber ned i skålen og rør det hele sammen
  • Del dine sild i mindre stykker og kom det hele ned i skålen. Rør alt godt sammen, dæk skålen til og sæt den på køl i 12-24 timer inden servering

Dette er en julefrokostklassiker, som min familie har været meget glad for i årevis. Jeg kan slet ikke huske en tid, hvor vi ikke har fået creme fraiche sild til julefrokosten. Og jeg har aldrig smagt dem.

Da min far i år skulle holde julefrokost bad han mig om at lave sildene, men da jeg aldrig har lavet dem før og ikke aner, hvordan de skal smage eller laves, måtte mor hjælpe mig lidt med opskriften. Den er nu ganske nem, det tog mit 15 minutter at lave sildene og så var det egentlig bare at sætte dem på køl og vente på at julefrokosten går i gang. Far var yderst tilfreds, de var lige som de skulle være. Jeg smagte dem for første gang og opdagede, at de var helt gode. Dagen efter spiste jeg de sidste rester til frokost og opdagede, at de var blevet endnu bedre af at stå en dag og trække. Så mit råd til dig er, lav dem dagen i forvejen, så er der også den ting mindre at stresse over, når du venter en kæmpe flok gæster til julefrokost.

1

Du skal bruge creme fraiche, sild, sennep, sukker, et løg og et æble. Det var jo meget enkelt.

2

Start med at tage dine sild op af lagen og lad dem dryppe af i en si.

3

Dump alle 5 dl. creme fraiche ned i en skål.

4

Tag et stort løg, pil det, halver det og snit det. Jeg brugte ca. 150 g. løg.

5

Snitte snitte snitte hak hak, pas på fingrene.

6

Ned i creme fraichen med løget.

7

Tag nu et stort æble, skræl det, del det i 8 både og fjern kernehuset.

8

Jeg delte hver æblebåd på langs, inden du skærer hver båd i skiver. Der var ca. 150 g. æble også, så altså samme mængde æble og løg.

9

Ned i creme fraichen med æblerne.

10

Så skal vi have 2½ tsk. sennep ned i blandingen. Jeg brugte en grov sennep med kraftig smag, men du kan egentlig bruge den sennep, du ønsker.

12

Der skal samme mængde sukker ned i blandingen.

13

Og så tager du peberkværnen frem og giver den et ordentligt skud peber. Rør det hele sammen.

14

Tag nu dine sild frem og hvis det er hele sild, som mine var, så skær dem i mindre bider.

15

Ned i skålen med alle sildestykkerne.

16

Rør det hele sammen, dæk skålen til og sæt den i køleskabet, gerne natten over, som jeg jo fandt ud af.

17

Så er der serveret creme fraiche sild til din julefrokost. De er et stort hit i min familie, så jeg kan kun anbefale dig at prøve dem snarest muligt.