Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 20 minutter

Nok til: 2-4 personer


Ingredienser:

  • 3 bagekartofler
  • 500 g. oksefars
  • 1 porre
  • 1 løg
  • 1-2 tomater
  • 2 spsk. sojasauce
  • 1 tsk. stødt merian
  • 2 spsk. sød chilisauce
  • 2-4 skiver ost
  • 4 skiver toastbrød
  • 1 rød peberfrugt
  • 4 tsk. sød chilisauce
  • 4 skiver ost

Sådan gør du:

  • Start med at skrælle kartoflerne, halver dem og skær dem i tynde skiver
  • Dup dem tørre for vand, læg dem på en bageplade og sæt dem i ovnen ved 220 grader
  • Skær porre og løg i tynde skiver
  • Sæt en pande på komfuret og varm den op med 2 spsk. sojasauce på
  • Hæld grøntsagerne på og svits dem i ca. 3 minutter
  • Tag kødet og fordel i fire klumper. Tag to af klumperne og mas dem flade og aflange til bøfbunde
  • Skær tomat i skiver og fordel ud over bøfbundene
  • Fordel løg og porre ud over bøfferne, fordel derefter to spsk. chilisauce ud over hver bøf, dernæst to skiver ost, halveret, krydr med salt, peber og merian og så er vi klar til at lukke dem
  • Tag de to glemte klumper kød, form dem på samme måde som bundene, læg dem over fyldet og sørg for at lukke bøfferne hele vejen rundt i kanten
  • Læg bøfferne på en varm pande med rigeligt smør. Brun dem på begge sider, læg dem derefter på en bageplade og sæt dem i ovnen, der allerede står på 220 grader. Lad dem stå i ovnen i 20 minutter
  • Vend dine kartofler samtidig
  • Tag din peberfrugt, rens den og skær den i tynde skiver
  • Fordel peberfrugten på de fire skiver brød, hæld dernæst en tsk. chilisauce over hvert brød og top af med en skive ost
  • Når der er fem minutter tilbage på bøfferne lægger du brødene i ovnen

Jeg har en fantastisk kogebog på hylden herhjemme. Den hedder Max. 30 minutter og er skrevet af Dorte Asbjørn. Det er en kogebog, jeg stærkt kan anbefale dig at købe. Der er en hel bunke af gode opskrifter, alle super nemme, hurtige at lave og fedtfattige. Nogle af opskrifterne har efterhånden en del noter, fordi jeg har tilføjet eller ændret i dem gennem årene, men der er stadig opskrifter i bogen, jeg ikke har prøvet endnu. Og kun en enkelt jeg helt har måttet skrotte, men det skal vi ikke lade Dorte ligge til last, det er meget sandsynligt, at det er mig der ikke gjorde det rigtigt. Eller har misforstået noget undervejs.

Nogle gange krydser jeg også nogle af opskrifterne i bogen og så har hun en frygtelig ide med at skulle lave salat til langt de fleste af opskrifterne, og det er altså ikke altid lige min kop te. Eller skål salat, hvis du forstår sådan en lille en *blink blink*.

Opskriften her er en jeg først fik afprøvet sidste år, men hold nu magle de’r gur. (Det betyder ”hold nu kæft, det smager godt”.) Det eneste problem vi har med opskriften er, at vi ikke kan få den til at strække til fire personer, der er altid kun lige nok til os selv. Men vi kom faktisk frem til denne gang, at hvis vi nu havde sådan en Stufz-ting, ville det garanteret være nemmere. Så nu tror jeg, at jeg ønsker mig sådan en.

Skynd dig at lave disse bøffer til aftensmad, jeg lover det bliver godt.

1

Start med 4 store bagekartofler, fjern så en (fandt jeg ud af bagefter).

2

Skræl de tre kartofler, halver dem og skær dem i tynde skiver. Tør det værste væde af dem, læg dom på en bageplade, drys med salt og peber og sæt dem i ovnen ved 220 grader.

3

Til bøfferne skal du bruge flg.: Oksefars, sojasauce, olie, sød chilisauce, porre, løg, tomat, stødt merian og ost.

4

Start med at skære løg og porre i tynde skiver. Det behøver altså ikke være rødløg, jeg er bare kommet til at købe lidt for mange og skal have dem brugt, inden min mand begynder at mobbe mig med madspild og tomhjernede indkøb.

5

Hæld to spiseskefulde sojasauce på en varm pande. Jo jo den er god nok, ikke noget fedtstof denne gang. Det er altså ikke mit valg, det stod i opskriften, som jeg på dette punkt følger.

6

Kom løg og porre på panden og svits grøntsagerne i ca. 3 minutter.

7

Mens grøntsagerne svitses, tager du oksekødet, deler det i fire klumper og banker to af dem ud til aflange flade bøfbunde. Skær en tomat i skiver og læg nogle skiver på hver bøfbund.

Må jeg for resten tilføje, at nu slutter det. Nu vil jeg ønske mig en hel stak nye, hvide skærebrætter. Det der røde bræt ødelægger jo alle mine billeder. De fungerer ikke med tomat, rød peber eller oksefars. Slemme røde bræt. Jeg har nu vasket den og sat den bagerst i skabet, så kan den stå der og skamme sig.

8

Så er grøntsagerne færdige. Ja farven er ikke køn, men det smager sgu meget godt.

9

Fordel fyldet i de to bøfbunde.

10

Tag en spiseskefuld sød chilisauce og hæld det ud over fyldet i hver bøf.

Tag derefter to skiver ost, halvér dem og læg dem ud over fyldet.

11

Tag derefter to skiver ost, halvér dem og læg dem ud over fyldet.

12

Krydr derefter osten med salt, peber og merian. Vi kom til at lægge ost på før chilisauce, men fandt ud af, at det var en dum idé, så vi løftede osten, lagde chilisaucen på og så tilbage med osten.

13

Tag de to andre klumper kød, bank dem ud i samme form som bundene og læg dem hen over fyldet. Klem dem sammen i siderne og sørg så vidt muligt for, at lukke alle huller.

14

På en opvarmet pande med godt med smør, lægger du dine to fyldte bøffer. Brun bøfferne på begge sider.

15

Læg nu dine bøffer på en bageplade i ovnen, der jo allerede er 220 grader. De skal have ca. 20 minutter i ovnen. Vend samtidig dine kartofler, nu du alligevel er derinde.

16

Så kom vi til ostebrødene. Jeg elsker de her brød, og vi laver dem ofte også til andre ting. Du skal bruge toastbrød, rød peberfrugt, sød chilisauce og ost.

17

Rens din peberfrugt og skær den i tynde skiver.

18

Fordel peberfrugten på fire skiver toastbrød. Sørg for at dække så stor en overflade som muligt. Jeg var meget organiseret på de to øverste, så blev jeg lidt rodet på den tredje og så tilbage til orden. Den skær lidt i øjnene, den i nederste venstre hjørne. Det gør jeg aldrig mere, jeg kan mærke min OCD spasse helt ud nu. Aldrig mere legesyg, fra nu af total orden. (Det er sgu godt du ikke kan se, hvordan mit køkken ser ud, uden for billedet.)

19

Fordel én teskefuld chilisauce ud over hvert brød.

20

Det er måske lidt svært at se, men live-oplevelsen her var helt eminent. Røde peberfrugter med glinsende rød chilisauce. Åhhh jeg ved det her bliver helt fantastisk.

21

Læg nu en skive ost på hvert brød. Det her er ganske almindelig mellemlagret havarti fra COOP. Den smelter så fint, men holder stadig formen.

22

Når der er fem minutter tilbage på bøfferne, sætter du brødene i ovnen.

23

Så er der serveret. Sprøde ovnbagte fritter, drysset let med groft salt, lækre ostebrød og fyldt bøf, hvor alle de lækre sager er begyndt at sive ud.

24

Jeg lover dig, det smagte fantastisk, det her. Bøfferne er lidt rigeligt store, så hvis du har en Stufz, vil den være helt perfekt til denne ret. Så kan du også fordele det bedre til fire mennesker, i stedet for at sidde to mennesker og grovæde alt for meget kød. Puh jeg var mæt efter denne portion.

Eneste problem er, at vi altså ikke magter at lave retten på 30 minutter, heller ikke selvom vi er to, men det nok fordi vi samtidig står og hygger os, når vi er i køkkenet sammen.