Forberedelse: 15 minutter
Tilberedning: 1 time og 25 minutter
Nok til: 4 personer
Ingredienser:
- 4 bagekartofler
- Olivenolie
- Paprika
- Groft salt
- Parmesan
Sådan gør du:
- Start med at bage kartoflerne ved 220 grader i en time
- Halver dem og lad dem køle lidt, inden du skærer dem i tern nede i skrællen. Kartoflerne skal hele tiden blive i skrællen, så pas på du ikke skærer igennem
- Pres kartoflerne lidt ned i siderne, så ternene står frem
- Pensl dem godt med olie og drys med salt, paprika og parmesan
- Bag dem ved 180 grader i 25 minutter og server
For tiden forsøger jeg at leve langt sundere, end jeg har gjort før. Det betyder bl.a. at jeg er gået med til at holde mig fra slik, kage, chokolade, sukkerholdig sodavand og fastfood i fire uger. Det går så ganske fantastisk, at jeg på den første uge alene har smidt 2,4 kg., så jeg har fået ekstra blod på tanden i forhold til en sundere livsstil. Det var mega svært de første to aftener, hold nu op hvor jeg manglede min chokolade. Men efterhånden som den første uge er gået, er det blevet nemmere for mig, især da jeg kunne se vægten drøne ned i en hastighed, jeg ikke har set længe. Så samtidig med, at sukkeret og de søde sager er skåret væk, har jeg også fokuseret mere på grøntsager, groft brød, sund og mættende morgenmad og mere vand. I ved, alle de der sunde ting, som læger og eksperter og medier fortæller os, er den eneste rigtige vej til varigt vægttab. Men det skal nu ikke gå ud over dig, så her kommer en lækker kartoffel, der kan bruges i et væld af situationer.
Kartoflerne er meget nemme, du skal bruge bagekartofler, olivenolie, salt, paprika og revet parmesan.
Start med at lægge kartoflerne på en bageplade og bag dem ved 220 grader i 1 time.
Se, den her er nærmest blevet lækker solbrun. Faktisk er den efterhånden blevet så brun, at den nok burde have overvejet lidt solcreme.
Halver kartoflerne og lad dem køle lidt.
Skær nu kartoflerne i tern inde i skrællen. Altså ikke skære igennem, bare lad kniven følge skrællen først på det ene led og derefter det andet.
Pres kartoflerne ned i kanterne, så ternene står frem.
Pensl dem godt med olie, eller brug Hr. Holms oliespray (den er altså genial) og drys dem derefter med groft salt, paprika og rigeligt med parmesan. Eller hvad du nu har lyst til, kreativ udfoldelse er tilladt.
Efter 25 minutter i ovnen ved 180 grader, har du disse lækre kartofler, klar til at spise.
Spis dem som de er, eller kom en lille klat smør på. Jeg kan garantere, at de er helt fantastiske. Og de forsvinder hurtigt. Her serverede jeg dem med en panzanella og et lækkert stykke laks.