Forberedelse: 10 minutter
Tilberedning: 1 time
Nok til: 4 personer
Ingredienser:
- 2 dåser baked beans
- 1 pakke bacon i skiver
- ½ rødløg i tern
- ½ dl. ketchup
- ½ dl. sennep
- ½ dl. brun farin
- 2 spsk. mørk sirup
- 2 spsk. presset hvidløg
- 1 spsk. worcestershire sauce
Sådan gør du:
- Steg bacon sprød på en pande og hak det derefter i mindre stykker
- Kom alle ingredienser op i et stort fad og rør det godt sammen
- Sæt det i ovnen ved 175 grader i 1 time, rør rundt i det efter en halv time
- Serveres med brød, salat og lækkert kød fra grillen
Efter at have set Barbecue Showdown på Netflix endte vi jo med at anskaffe os en rigtig Trager pillegrill. Nu skal der for alvor laves barbecue the American way her på gården. Og lækkert langtidsrøget kød kræver jo også det rigtige tilbehør. Jeg havde ærligt ikke troet, at jeg ville kunne lide de her bønner, så jeg lavede en panzanella bare for en sikkerheds skyld. Det endte med at hundene fik salaten mens Claus og jeg mæskede os i bønner og lækkert brød. Det kan sagtens tænkes, at der er til mere end 4 personer i denne portion, det afhænger helt af, hvad du ellers laver af tilbehør og om du husker at spise salaten også.
Opskriften sagde yellow mustard og det har de da heldigvis altid i Bilka. Derudover skal vi bruge brun farin, baked beans, ketchup, worcestershiresauce, mørk sirup, hakket rødløg, sprødstegt bacon i stykker og hvidløg. Der er kun en dåse baked beans her, men jeg endte med at bruge to.
Baconskiverne har du stegt sprøde på forhånd og hakket i mindre stykker.
Kom alle ingredienser op i et fad.
Rør det hel godt sammen og sæt fadet i ovnen i en time ved 175 grader. Rør rundt i det efter en halv time.
Så er der baked beans, vi serverede det sammen med cheddar biscuits, champignon i baconsvøb, panzanella (som vi aldrig fik spist) og lækre spareribs.
Det er så lækkert og sød og smagfuldt og varmt som ind i helvede. Det dufter fantastisk og jeg siger ikke, jeg lavede dem to gange på en uge, men…..
Boom, der var de igen til en lækker ribeye og twice baked potato lavet på Trageren. De er stadig varme som lava, så lav dem i lidt god tid, så de har 10-15 minutter til at stå og temperere lidt. Det er ikke nemt at smøre tungen med brandsårssalve.