Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 45 minutter

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 6-8 søde kartofler (hvis de er små)
  • 4 rødbeder (store)
  • Salt og peber
  • 125 g. smør
  • 2 spsk. ahornsirup
  • 4 kviste timian og yderligere timian til pynt

Sådan gør du:

  • Skræl rødbederne, skær dem i tern på 2×2 cm, drys rigeligt med salt og peber og sæt dem i ovnen ved 220 grader i 30 minutter
  • Skræl kartoflerne, skær dem i tern på 2×2 cm, drys rigeligt med salt og peber og sæt dem i ovnen ved 220 grader i 20 minutter
  • Smelt smørret og lad det begynde at brune
  • Tilføj ahornsirup og timiankviste
  • Tak rødbeder og kartofler ud af ovnen og hæld dem sammen på en bageplade
  • Hæld smørret over og vend dem rundt
  • Sæt dem tilbage i ovnen ved 220 grader i 15 minutter
  • Tag dem ud, hæld dem på et fad eller i en skål og drys frisk timian over inden servering

Når jeg finder en ny opskrift, som jeg ønsker at afprøve, tænker jeg også over, hvad den skal hedde på dansk (fordi jeg ofte finder opskrifter fra det amerikanske storkøkken). Men jeg kunne så godt lide navnet på den her, så vi bliver i samme stil. Sweets and beets er rødbeder og søde kartofler bagt i ovnen med en smør/sirup glaze. Jeg er fan. Og jeg blev mæt i den grad! Jeg tænker denne opskrift passer godt til årstiden, den har nogle fantastiske farver og der er masser af rødbeder at få fat i lige nu i butikkerne. Og søde kartofler. Så hvis vi lige ser bort fra smørbadet, det hele får til sidst, så er det faktisk også en sund ret.

Vi starter med rødbeder, søde kartofler, brun farin (eller muscovadosukker), smør, ahornsirup, frisk timian og lidt salt og peber.

Tag dine rødbeder – disse kommer frisk fra køkkenhaven, ikke at jeg skal prale. Skræl dem og skær dem i tern på 2×2 cm. Læg rødbederne på en bageplade for sig og drys rundhåndet med salt og peber.

Kom rødbederne i ovnen ved 220 grader i 30 minutter

Gå så videre til de søde kartofler. Skræl dem og skær også dem i tern på ca. 2 x 2 cm. Læg dem på en bageplade og drys rundhåndet med salt og peber.

De skal i ovnen, når der er 20 minutter tilbage på rødbederne.

I en lille kasserolle begynder du at smelte 125 g. smør.

Smelt løs til smørret begynder at brunes.

Og tilføj så 2 spsk. ahornsirup.

Og smid 4 kviste frisk timian ned til smørret.

Når rødbederne har fået 30 minutter og kartoflerne har fået 20 minutter tager du dem ud og hælder dem sammen på en bageplade.

Hæld smørblandingen over.

Se lige hvor lækkert det allerede ser ud. Vend det hele godt sammen, spred dem ud på bagepladen igen og gik dem 15 minutter mere i ovnen ved 220 grader.

Drys med frisk timian og server.

Jeg spiste så mange sweets and beets, at jeg næsten ikke havde plads til min kylling. De smagte fantastisk. Og se lige farverne!