Mange projekter

Mange projekter

Weekenden står for døren og med en en frygtelig masse træning for mit vedkommende. Huset bliver samtidig fyldt med hvalpekøbere søndag, inkl. to nye potentielle købere. Vi håber de falder for vores små basser, så vi kan få de sidste to afsat.

I dag har der også været besøg, og vi tog hvalpene med om på græsplænen. Der er ufatteligt mange ting at gnave i, bide i, spise og grave i på sådan en græsplæne. Men efter en halv times tid gik hvalpene kolde og lagde sig til at sove, der hvor de nu landede. Kommer I ikke til at savne dem, blev der spurgt i dag. Og ærligt, nej, det gør vi ikke. Hvalpene er søde, og vi elsker da at gå og snakke med dem og se hvordan de udvikler sig. Men vi glæder os også rigtig meget til at få vores hjem igen, til at kunne bevæge os frit rundt uden hvalpegitre alle steder, til at kunne stille vores sko, uden at snørebånd bliver trukket ud eller sko forsvinder. Heldigvis har vi allerede fundet nogle fantastiske købere, så vi kan glæde os til at se, hvordan hvalpene udvikler sig over de næste mange år, se vores hvalpekøbere få nogle fantastiske familie- og brugshunde ud af det her kuld.

Lige nu glæder jeg mig også over, alt det vi er ved at få lavet på gården. Over de næste to uger bliver det nye soveværelse færdigt og klar, og så skal vi ud og have købt nye møbler til det. Samtidig skal vi have købt nye kontormøbler og have indrettet et nyt dobbeltkontor i det gamle soveværelse. Når det så er gjort, begynder vi at pakke stuen ned, så den kan blive revet ned og vi kan få lavet loft til kip, hvorefter stuen skal indrettes på ny. Lige nu er tømrerne i gang med at skifte tag og spær på stald- og garagebygning, og på sigt skal vi have udnyttet stalden til nogle flere rum, herunder gerne et stort hunderum med vaskeplads. Men det kommer hen ad vejen.
Når man bor på sådan en gammel gård, er der altid noget at se til, men om et par år skulle vi gerne være færdige med at lave alt indenfor, og så har vi gjort gården til helt vores egen.

Lige for tiden taler vi om, hvorvidt kalkuner skal blive på gården, eller om vi skal skifte til ænder i stedet. I første omgang skal vi have fundet ud af, om vores kalkunhane overhovedet kan levere, da vi endnu ikke har haft held med at udruge æg i år. Så nu sætter vi æg i maskinen igen og så må vi se, om der er liv.

I dag ser det endelig ud til, at sol og sommer har tænkt sig at vende tilbage, så i stedet for den kylling- og pasta ret jeg havde tænkt at dele med jer i dag, får I i den her lemon-rabarber bundt cake. Så bliver det ikke mere sommer og sol.

Lemon-rabarber bundt cake