Nye planer for køkkenhaven
Jeg må konstatere, at vejret bare ikke har været med mig i år. Det samme gælder tid og oveskud. Så min køkkenhave ligner ærligt talt et overgroet og glemt område og jeg tror ikke, der bliver det store at høste i år. Vi har heldigvis masser af ærter og kartofler og de forskellige kål, ser også fine ud. Men gulerødderne, bønnerne, porrerne, rødbederne og sellerierne er fuldstændig gemt i det høje ukrudt. Samtidig er det virkelig nemt at smage på tomaterne, at de ikke har fået samme sol og varme, som de plejer. De mangler deres sødme.
Jeg er kommet frem til, at jeg er nødt til at lave ændringer i min køkkenhave, hvis det skal lykkes bedre for mig næste år. Så jeg talte med Claus om mine planer. Ofte, når jeg får en ny ide, vil han starte med at sige nej, indtil han har vendt det i hans hoved og så får jeg min vilje. Men denne gang var han straks med på ideen. Så til efteråret, når vi har høstet det vi kan, går vi i gang med at rydde køkkenhaven totalt. Alt bliver fjernet, stier, kanter, hegn, det hele. Derefter går vi i gang med at bygge den op i højbede, vi halverer området og på den måde bliver det forhåbentligt mere overskueligt for mig næste år. Jeg glæder mig allerede til at genopbygge min køkkenhave og har været på Pinterest, for at finde bunker af ideer.
En af de ting, der heldigvis fungerer i vores have er vores mange frugttræer. Særligt æbletræerne, som vi satte herude det første år, begynder nu for alvor at give godt med æbler. Jeg ser allerede frem til at kunne høste æbler, lave æblesaft og masser af forskellige kager med æbler.
Opskriften jeg deler med jer i dag, er en absolut vinder. Og med det efterårsagtige vejr vi har i dag, er den helt perfekt lige nu. Det kan godt ske, at det bare er mig, men æbler og kanel er bare mere en efterårs/vinterting for mig.
Og mens jeg dels var i gang med at renskive opskriften og dels var i gang med at fylde min Ønskesky med nye ideer, faldt jeg over et køkkenredskab, jeg har brugt i mange år. Min pastry cutter. Jeg bestilte min hjem fra USA for flere år siden, fordi jeg ikke kunne finde en herhjemme. Men mens jeg fyldte min ønskeliste med ting fra Bagebixen.dk, faldt jeg pludselig over et mørdejsjern. Tænk jeg anede ikke, at det var det, den hed. Jeg bruger min flere gange i måneden, den er absolut uundværlig, hvis du spørger mig.
Så jeg skrev straks til Bagebixen.dk og spurgte pænt, om jeg måtte linke til deres mørdejsjern på min lille hjemmeside, naturligvis uden nogen betaling og det sagde de ja til. Så her er linket til et mørdejsjern i en væsentlig billigere prisklasse, end det jeg gav for min. Og så findes den endda i to størrelser, så nu står der et ønske om et mørdejsjern på min ønskeliste også. Jeg er jo nærmest nødt til at have begge størrelser.