Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 4 timer på high eller 8 timer på low

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 1 hel kylling
  • 3½ dl. cola
  • 4 dl. ketchup
  • 3 spsk. brun farin
  • 2 tsk. soyasauce
  • ½ tsk. cayennepeber
  • ½ tsk. salt
  • 1 knivspids stødt ingefær
  • 4 fed hvidløg

Sådan gør du:

  • Læg kyllingen ned i slow cookeren.
  • Bland cola, ketchup, brun farin, soyasauce, cayennepeber, salt og ingefær i en skål.
  • Hæld blandingen over kyllingen og sæt slowcookeren på high i 4 timer eller low i 8 timer.
  • Hvis du vil have sprød skind, så sæt dyret i ovnen ved 200 grader i 10 minutter.
  • Parter og server.

Når vi sætter udrugning af kyllinger i gang, er det med det ene formål at producere kød til fryseren. Det kan virke voldsomt, men vi ved hvor vores kød kommer fra, vi behandler vores dyr godt, de er håndtamme og vant til at blive håndteret og bliver derfor ikke stressede, når vi en tidlig morgen går i hønsehuset og begynder at “høste høns”. Det betyder også, at vi stort set altid får kylling på slagtedagen, der er ikke noget som en helt frisk høne til aftensmad.
Efter denne omgang slagtning (sidste år) fik vi kylling i cola.

Du skal bruge cola, ketchup, soyasauce, salt, hvidløg, cayennepeber, brun farin og stødt ingefær. Og naturligvis en hel kylling, ham her er slagtet ca. 2 timer før billedet er taget. Så bliver det vist ikke friskere.

Start med at hælde 3½ dl. cola op i en skål og tilføj så 4 dl. ketchup.

Så tager du 3 spsk. farin og smider ned i skålen.

Der skal også 2 tsk. soyasauce i skålen. Se lige hvordan sodavandet bruser efter farinen er kommet i.

Og ½ tsk. cayennepeber. Du kan bruge mindre, men vi syntes på ingen måde, at det var for meget.

Dump også ½ tsk. salt i skålen.

Og til allersidst en knivspids ingefær.

Til sidst river eller presser du 4 fed hvidløg ned i skålen. Og så skal det hele bare røres godt sammen.

Læg din kylling ned i slow cookeen. Vi har nu lært til en anden gang, at vi lige skal sørge for, at dyret ikke er strukket ud i fuld længde, når den lægges på køl. Jeg kunne næsten ikke få den foldet sammen til at være der. Hvis du har en kylling i størrelse. almindelig butiks-størrelse, så læg den med ryggen op. Hvis du som mig har kyllinger i voksen størrelse, så må den ned på siden og ligge.

Hæld hele skålens blanding ud over.

Og sæt din slow cooker på 4 timer ved high. Eller 8 timer ved low. Jeg vendte dyret halvvejs, fordi den er så stor og jeg vil gerne have at begge sidder havde været nede at ligge i colaen.

Tag dyret op og skær det ud. Hvis du vil have sprød skind, så sæt den i ovnen ved 200 grader i 10 minutter.

Så er der serveret, kylling i cola med salat og chilicheese brød. Det her ser jo både sundt og lækkert ud, hvilket det absolut også var.