Forberedelse: 5 minutter

Tilberedning: 6 timer

Nok til: 2 personer


Ingredienser:

  • 2 kalkunlår
  • Salt og peber
  • 1 ¼ dl. ketchup
  • ½ dl. vand
  • 30 g. brun farin
  • 1½ spsk. sennep
  • 2 spsk. eddike
  • 1½ tsk. røget paprika

Sådan gør du:

  • Start med at krydre dine lår med salt og peber på alle sider og læg dem ned i slowcookeren
  • Bland ketchup, vand, brun farin, sennep, eddike og røget paprika i en skål
  • Hæld marinaden over kalkunlårene (der er teknisk set nok marinade i denne portion til 4 lår, hvis du har brug for det)
  • Sæt slowcookeren på low i 6 timer eller high i 4 timer
  • Server med salat, groft brød, flødekartofler, twice baked potatos eller hvad du har lyst til

Jeg elsker kalkunlår, men jeg har altid hadet de der lange sener i dem. Det er jo nærmest umuligt at spise dem ordentligt, og det er endnu ikke lykkedes mig at lave dem i ovnen, så de både bliver saftige og møre og er til at få af senerne. Men i slowcookeren er det en hel anden sag. Vi har efterhånden lavet kalkunlår i slowcookeren mange gange, særligt efter at vi har fået en Lidl nær os, der altid har kalkunkød i butikken. Og med ”nær os”, mener jeg 15 km. væk. Men vi bor på landet, så det er ”nær os”. I Kjøvenhavnere ved slet ikke hvor godt i har det, ha ha.

Den her er enkel, du skal bruge kalkunlår, røget paprika, ketchup, sennep, eddike, brun farin, vand og salt og peber.

Krydr dine lår godt med salt og peber og læg dem ned i slowcookeren.

Kom ketchup, sennep, vand, brun farin, eddike og røget paprika i en lille skål.

Rør det hele godt sammen til en lækker marinade.

Hæld marinade over dine lår. Der er marinade nok til 4 lår i denne opskrift, jeg synes bare det er nemmere, at lave den fulde portion marinade.

Sæt slowcoookeren på low i 6 timer eller på high i 4 timer. Det afhænger af, hvad du har brug for og hvordan det passer ind i din tidsplan. Hos os passede det med 6 timer, det gav os tid nok til at tage til Hogager Marked og drikke et par øl med naboerne.

Vores kalkunlår er nu så møre, at de ligefrem selv er begyndt at forlade benet. Eller måske havde den ene bare et brækket ben.

Vi serverede vores meget møre og saftige lår med panzanella i dag, for drivhuset giver lige nu i rigelige mængder tomater.

De er virkeligt møre og kødet falder så nemt af både benet og senerne. Vi kan sidde og trække senerne ud uden modstand overhovedet.