Forberedelse: 5 minutter

Tilberedning: 5 timer

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 4 kyllingebryst
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 2½ d. pastasauce
  • 2 tsk. hakket hvidløg
  • 1 tsk. herbes de provence
  • ½ tsk. tørret basilikum
  • 1 ¼ dl. fløde
  • 2 spsk. majsstivelse
  • Salt og peber
  • Frisk basilikum

Sådan gør du:

  • Start med at dumpe hakkede tomater, pastasauce, hvidløg, herbes de provence, tørret basilikum, salt og peber ned i din slowcooker
  • Bland fløden og majsstivelsen og kom det ned i slowcookeren
  • Bland tingene godt sammen i slowcookeren
  • Læg kyllingen direkte ned i tomatsaucen og sørg for at de er helt dækket
  • Sæt slowcookeren på low i 5 timer
  • Server kyllingen med frisk pasta, måske lidt parmesan og frisk, hakket basilikum

Min veninde og jeg talte for nyligt om de køkkenapparater vi har, heriblandt vores slowcookere. Vi synes den er herlig at bruge på dage, hvor vi ved vi kommer sent hjem og ikke har tid og overskud til at lave aftensmad. Det er f.eks. ofte om tirsdagen, hvor jeg har sen træning og Claus har bueskydning. Det gør bare hverdagen lidt nemmere at vide, at aftensmaden er klar, når du kommer hjem og det eneste du måske lige skal gøre, er at koge lidt pasta eller ris til.
Den her er en af de absolut nemmeste dump ’n go vi laver, men den smager fantastisk. Og der er til to dage for os, det er vi store fans af.

Rollelisten er meget enkel. Kyllingefilet, hakkede tomater, pastasauce, hvidløg, herbes de provence, tørret basilikum, fløde, majsstivelse og frisk basilikum. Og salt og peber.

Start med at komme hakket tomat, pastasauce, herbes de provence, tørret basilikum, hvidløg og salt og peber ned i din slowcooker.

Rør fløde og majsstivelse sammen i en lille skål. Sørg for at majsstivelsen er rørt helt ud.

Kom fløden ned i slowcookeren.

Rør det hele godt sammen.

Tag din kylling som den er og kom den ned i slowcookeren.

Sørg for at kyllingen er totalt dækket af tomatsaucen.

Sæt din slowcooker på low i 5 timer og gå ud og lev dit liv.

Lige inden servering koger du din pasta og gør den friske basilikum klar.

Læg en stak blade ind i hinanden og rul dem til en lille cigar.

Og så er det ellers bare at snitte den lille cigar i tynde strimler.

Det er klart den nemmeste måde, synes jeg, at hakke frisk basilikum.

Så er vores aftensmad klar.

Frisk pasta, mør kylling, tomatsauce, parmesan og frisk basilikum. Det er super enkelt og smager helt fantastisk.
Resten kom vi op i et ildfast fad og varmede i ovnen næste dag til en ny omgang frisk pasta.