Snart ro på gården
Vi har de sidste to uger haft tømrere gående herude hver dag, de er i fuld gang med at skifte tag på vores udbygninger. I dag har der været ro, da de nu venter på næste læs materialer, for at kunne fortsætte. Og jeg mistænker dem også lidt for gerne at vil tidligt på weekend i den her varme. Lige nu går vi og overvejer, om vi skal have sat solceller op med det samme, nu hvor de er i gang med at lægge nyt tag. I disse tider virker det jo til, at vi bør forberede os på at kunne klare os nogle dage, i tilfælde af cyberangreb. Og med tre frysere, vil det måske være rart, at vi ikke behøver være afhængige af strøm udefra.
Jeg kan mærke at de seneste ugers anbefalinger fra regeringen, har fyldt i forskellig grad for folk omkring os. Selv tager vi det stille og roligt. Vi gør os da nogle overvejelser, blot i tilfælde af. Blandt andet har vi købt en 1000 liters palletank til vand, så vi kan sikre vand til vores dyr på gården. Og jeg har da også mentalt lige gennemgået indholdet af vores frysere og køkkenskabe, men det er nu ikke fordi vi går agurk i prepping.
Derudover ser vi nu frem til, at de første 5 hvalpe flytter hjemmefra på mandag. Så går der kun en uge tid mere, inden de sidste også flytter hjemmefra. Folk spørger stadig, om ikke det bliver lidt trist og helt ærligt, nej. Jeg glæder mig over, at vi har fundet fantastiske familier til alle 8, men jeg glæder mig allermest til at have mit hus igen. Til at vi selv og vores to store hunde kan gå rundt over det hele, uden hele tiden at skulle kigge ned for at sikre, at vi ikke træder på en hvalp eller i en hundelort. Til at vi kan stå op om morgenen, uden at skulle starte dagen med at tørre nattens tissetåre op. Jeg glæder mig til, at vi ikke længere skal have babygitre og hegn op alle steder, for at kunne holde dem på et afgrænset område.
Generelt glæder vi os vist begge to til noget mere ro på gården. Det har dog lange udsigter med de store renoveringsprojekter vi har gang i lige nu, men vi må hele tiden minde os om, at det bliver godt til sidst. Først glæder jeg mig til, at vi snart er færdige med vores nye soveværelse, så jeg igen kan få et rigtigt kontor i stedet for at sidde ved spisebordet. Det bliver godt til sidst.
Opskriften vi i dag skal kigge på er radiser. Vi har haft lidt rigelig med succes med vores radiser i år, så ikke kun har vi mange, de er også voldsomt store. Så store, at jeg ikke kan lukke min hånd om en hel radise. Så jeg er gået syltevejen med dem.